lørdag

8-tallet























Når man tager metrolinjen M1 fra Christianshavn mod Vestamager, ligger de seks stationer man passerer, i Ørestad; blandt andre Islands Brygge, DR-Byen og Ørestad station, som de fleste kender. Men hvis man bliver siddende i metroen hele vejen til Vestamager, kommer man faktisk til det kvarter, der med tiden skal blive det tættest befolkede i hele Ørestad, med det oplagte navn Ørestad syd. Når det færdigbygget om 10-15 år, vil der bo 10.000 mennesker. Lige nu er kvarterets kun anden bygning, 8-tallet, ved at være færdig.

Bygningen er enorm, en af landets største boligblokke med 540 lejligheder og den nederste etage, som skal indrettes til forskellige arbejdspladser. Et godt sted at starte med at se bygningen, er i kafeen i det sydligste hjørne. På en søndag føles den som kvarterets navle og de disker op med helt anstændige burgere, gode øl og pommes frites, der kan ruste de fleste til en gåtur i køligt efterårsvejr. Og man skal gå ved 8-tallet. Faktisk kan man gå oven på bygningen, hele vejen rundt og få en af de bedste udsigter i København. Fra Brøndby Strand i syd ind over alle byens spir og tårne og op mod Hellerup. Kigger man modsat er det broen til Sverige, langhårede, grassende køer, Øresund og det fascinerende Avedøre værk. På turen rundt kommer man forbi de små terrasser, som hører til hver lejlighed og minder om haverne i kartoffelrækkerne, bare i ti etagers højde! Bygningen har selvfølgelig fået sit navn på grund af formen, som ligner et 8-tal set oppe fra. Den er tegnet af Bjarke Ingels, der med VM-husene og Bjerget efterhånden er gået hen og blevet en slags husarkitekt i Ørestad. Hans arkitektur plejer at vække opsigt og deler også gerne vandende. Personligt er jeg til falds for de gyldne mellemgange i huset, men tag ud og få selv syn for sagen og sig hvad du synes. Hvis du ikke lige kan overskue en tur dertil hvor metroen vender, kan du også tjekke byggeriet ud på By og Havns side.

/Rasmus

3 kommentarer:

mette/ungt blod sagde ...

Fantastisk fortælling og fantastiske billeder -er totalt til falds for BIG arkitektur -men forklar lige det andet sidste billede!?!?

Rasmus Therkildsen sagde ...

Det er en fin larve! Pludselig var den igang med at underholde os midt mellem vores burgere. Den var måske 1,2 cm lang. Den var ikke interesseret i krummerne og til sidst kravlede den ned bag radiatoren. Skørt dyr.

Sisse-Sofie sagde ...

8tallet har karakter af det eventyr jeg synes Ørestaden rummer.
Når man bor herude og kan hvordan kranerne bryder skydækket og kan lytte til metroens dumpe hilsen hvert fjerde minut, så er der altså noget særligt eventyrligt over Øretstaden.
8tallet illustrerer meget godt det eventyr, det er der, men er der ikke helt endnu. Det troner op som et borgsystem ved enden af civilisationen. Og så er der mulighederne. Det er dem der er allermest eventyrlige. Hvis man lukker øjnene når man ser på det, så er der så meget liv og leben.
Jeg er solgt til stedet, og håber på at nogen forærer mig en 6værelsers med altan mod fælleden, for jeg har aldrig følt mig så hjemme som her, på Ørestaden hvor eventyret stadig er i gang, og jeg hører ligeså meget til som alle andre der bor her selvom jeg er født i skovskiderstilling på en mark i Odsherrede. Ørestaden er det eneste sted i København hvor jeg ikke er på besøg, her må jeg gerne kalde mig Københavner.