fredag

På tur med mågejægeren

Fuglejæger Jes Harry Nielsen og hunden Tikka sørger for ro blandt fuglene i lufthavnen.


Man kan ikke tage én dag og sige, at det er sådan det generelt foregår, siger Jes Harry Nielsen, da jeg spørger ham om han kan beskrive en typisk dag på sit arbejde. Jes er én af Københavns lufthavns tolv fuldtidsansatte mågejægere og jeg fik i sidste uge lov til at følge med ham rundt i hans bil. Det blev en tur rundt i området, hvor jeg fik et indblik i de problemer som lufthavnen oplever med byens mange fugle - og ikke mindst hvordan Jes og de andre jægere kommer disse problemer til livs.

Jes fortæller, at det helt klart er skovduerne - eller ringduerne, som de også hedder - der er det største problem.

Ringdueflok over Københavns Lufthavn - til fare for de rejsende.


Hver dag flyver der mindst 10.000 skovduer fra København og omegn indover lufthavnens område på Amager. Det er rigtig mange duer. Det kommer lidt an på årstiden og vind og vejr, fortæller Jes: Hvis vi har en østlig vind fx, så bliver mange af de fugle, som flyver langs med kysten nede ved Dragør presset ind over lufthavnens manøvreområde. Om efteråret mærker de, at den første startbane ud mod kysten er direkte trækrute for de nordiske fugle, der skal nedover landet og videre til Sydfrankrig.

Jes giver piloterne besked over radioen, hvis der er særligt mange fugle på startbanen, men af og til vurderer han, at der er for mange: Så er der sådan set kun én ting jeg kan gøre og det er at stoppe maskinen, og det kan jeg ikke selv gøre, men jeg kalder så tårnet - og de holder flyet tilbage i måske et-to minutter.

Når en pilot har kørt gashåndtaget i bund, har han kun en vis strækning hvor han kan bremse flyet igen - og kommer han udover det punkt, så er han nødt til at få flyet i luften. Og kommer der fugle i vejen på det tidspunkt, så afhænger situationens alvor af størrelsen på fuglen og hvor stor en flok det handler om, men også hvor de rammer: Rammer de snuden ude foran, rammer de vingerne eller motoren. Det værste er faktisk, hvis de rammer cockpitglasset så det går i stykker, men det sker sjældent. De kan også ramme haleroret. Han fortæller, at det ikke er en katastrofe, hvis en enkelt due ryger i maskineriet, men hvis det fx er en 5-6 store gæs, så kan man godt forestille sig, at de slår noget i stykker - og så er det, der skal foretages en såkaldt nødlanding, som det skete på Hudson-floden sidste år, hvor en flok gæs var skyld i at et US-airline fly med 155 passagerer og besætning måtte nødlande. Heldigvis overlevede alle ulykken, som skabte overskrifter over hele verden.

Bird Control-bilens udstyr til at skræmme fugle med.


Men inden det går så galt, så er der en række ting, Jes kan gøre for at forhindre det i at ske. I hans gule Bird Control-bil kan man se alt muligt udstyr, som først og fremmest bruges til at skræmme fuglene. Her er forskellige former for skydevåben, små og store, til at sende varselsskud med, og så er der en sindrig maskine, som kan udsende forskellige fugle-rædsels-skrig. Meningen er så, at fuglene skal blive opmærksomme på skrigene og tage vingerne på nakken. Og hvis ikke det har nogen effekt, så har Jes også hunden Tikka i bagenden af bilen, som kan hjælpe ham med at få fuglene til at tage flugten. Vores primære opgave er at holde øje med fuglene. Og så skal jeg jo vurderer i hver enkelt situation, hvor et fly starter, om det er noget der kan få lov at flyve forbi inden flyet starter, om det er noget jeg skal skræmme på eller om det er noget jeg skal regulere på... Altså, skyde. Det er en balancegang, og det er den enkelte mand, der i den enkelte situation vurderer det. Det er ikke noget man lige kan slå op i en bog, hvordan man gør, fortæller Jes.

Jes Harry Nielsen skræmmer duerne i lufthavnsområdet med et varselsskud.


Du kan høre mere om duerne og Jes' arbejdsdag, når hele reportagen bliver sendt i radioprogrammet På Kanten på Universitetsradioen på 95.5 mHz og 95.2 hybrid onsdag d. 6. oktober kl. 22.30 .

/Natascha

1 kommentar:

Ibs sagde ...

Det er godt nok et funky, men virkelig sejt, job!