mandag

Sig farvel til sutterne på Amager

Dem der jævnligt har gået tur i Frederiksberg Have har garanteret set det store Suttetræ midt i haven, hvor alskens unger har sagt farvel til kæreste ven. I træet hænger de farvestrålende sutter og vejrer for vinden sammen med hjerteskærende breve som farvel: "Kære Sut, nu er jeg blevet for stor til dig...". Jeg var selv typen, der havde MEGET svært ved at slippe sutten, så jeg kan følge de kvaler som ungerne må have været igennem. Jeg kan huske, at min mor nærmest rituelt og til inspiration, viste mig en film med Dirch Passer og Pusle, som jeg var stor fan af, der handlede om at Pusle skulle smide sin sut ud i skraldespanden. Min søster har fortalt, at vi gang på gang sendte sutten til julemanden, smed den i skraldespanden og fandt på andre smarte ting, for at jeg skulle afgive den, men hver gang endte den tilbage hvor den hørte til - i min mund. Om jeg så skulle stjæle den fra min lillebror.

Derfor har jeg som voksen tit tænkt på om et suttetræ mon ville have hjulpet. At jeg ville være blevet inspireret af de andre børn (og sluppet for et gedigent overbid). Jeg synes, suttetræet er en fin idé - og så ser det festligt ud med alle de farver!

Derfor blev jeg glad, da jeg en gang i sommer opdagede at Amager har sit helt eget suttetræ! Det ligger på Dyvekes Allé, næsten helt oppe ved Englandsvej. Jeg kan altså kun anbefale, at forældre, der har lidt svært ved at forklare deres små poder, at sutter altså er for små børn og at de kan undgå mange år med tandbøjle, smutter forbi Dyvekes Allé med børnene og får hængt deres suttebundt op på træet, så de kan få sagt ordentligt farvel til dem. (Og husk at hænge dem højt op :o)

/Natascha

Ingen kommentarer: